• Carlsberg lander milliardoverskud i 2024

    المصدر: BDK Finans / 06 فبراير 2025 02:00:11   America/New_York

    Bryggerikoncernen Carlsberg omsatte sidste år for lidt over 75 milliarder danske kroner. Det er omkring 1,5 milliarder kroner mere sammenlignet med året før, viser årsregnskab, der er offentliggjort torsdag morgen. Som følge af nedskrivninger i russiske aktiviteter blev Carlsberg efterladt med et milliardunderskud i 2023. Underskuddet er imidlertid blevet vendt til et overskud efter skat på 10,3 milliarder i 2024. Dermed kommer koncernen ifølge MarketWire bedre ud af 2024 end ventet. Analytikerne havde spået et overskud på 6,8 milliarder kroner, skriver MarketWire. Carlsbergs topchef, Jacob Aarup-Andersen, siger i regnskabet, at 2024 var et år, "der vil forme fremtiden for Carlsberg". - På grund af de udfordrende forhold i nogle af vores store markeder, som påvirkede volumenudviklingen, er vi tilfredse med vores solide resultater i 2024, lyder det fra topchefen. I starten af december annoncerede Carlsberg salget af sin russiske forretning i form af Baltika Breweries-koncernen. Salget markerede afslutningen på mere end 25 års tilstedeværelse i Rusland for Carlsberg. Selskabet modtog en kontant betaling på omkring 2,3 milliarder kroner for salget, lyder det i regnskabet. For få uger siden blev det til gengæld meddelt, at Carlsberg havde gennemført opkøbet af den britiske læskedrikproducent Britvic. Med opkøbet har Carlsberg overtaget aftale med PepsiCo om at sælge blandt andet Pepsi i Storbritannien. For det skæve regnskabsår, der sluttede 30. september 2024, har Britvic rapporteret et justeret driftsoverskud på 250 millioner pund. Carlsberg antager i øjeblikket et lignende niveau i 2025, lyder det. Overordnet set forventer bryggerikoncernen i år en organisk vækst på mellem en og fem procent. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/carlsberg-lander-milliardoverskud-i-2024
شارك على،